Noget af det, jeg i mit virke som jordemoder har erfaret fylder rigtig meget hos gravide er, hvordan baby ligger placeret i maven. Hvad nu hvis den bette har numsen nedad, eller hvis hovedet ikke er ”korrekt” indstillet. Hvad betyder det? Er der noget man selv kan gøre for at fremme de mest gunstige vilkår, for at fødslen ikke skal kompliceres af, at barnet ikke ligger korrekt?
Vender hovedet nedad?
Igennem graviditeten tilbydes man flere kontroller hos både egen læge og hos en jordemoder. Disse besøg bliver planlagt så snedigt, at man skal komme hos jordemoderen omkring det tidspunkt, hvor barnet gerne skulle have lagt sig med hovedet nedad. Det betyder, at de mest kyndige hænder man kan tænke sig, vil vurdere hvordan barnet ligger og eventuelt henvise til en ultralydsscanning og et tilbud om vendingsforsøg, hvis den lille har numsen ned. Hvis ikke, er alt godt.
Næsten.
For selvom baby har hovedet nedad, er det ikke uden betydning hvordan det lille hoved så vender og drejer. Hvis ikke barnet, under fødslen, roterer regelmæssigt ned igennem bækkenet– en meget hyppig komplikation – vil fødslen i mange tilfælde forlænges. Det er derfor smaddervigtigt for alle gravide, at gøre en aktiv indsats igennem graviditeten, for at hjælpe baby til at komme lettest muligt ned igennem fødslen.
Allervigtigst er bevægelse. Gå, løb, cykel, svøm, dans og elsk – alt du overhovedet orker. Forsøg at undgå at vralte stift afsted; lad dine hofter svinge naturligt. Det hjælper med at holde muskulaturen i bækkenet afspændt.
Når du alligevel skal sidde ned, så forsøg at sidde lidt fremadlænet med hofterne over knæhøjde; lidt ligesom man sidder på en bedstemorcykel.
De fleste møbler er produceret så man falder tilbage i sædet. Derfor kræver det altså, at man selv er opmærksom på sin siddestilling. Vend stolen om (så længe maven ikke fylder hele sædet) eller sid på en stor yogabold, hvor det også kan være rigtig godt at sidde i rulle lidt i bækkenet. - Og hvis du har brug for at dase på divaen, så læg dig hellere på siden frem for at sidde tilbagelænet.
Et sidste råd er, at forsøge at holde maven godt varm. Selvom en højgravid mave er som en kæmpestor varmedunk, så er det vigtigt at den holdes varm; ellers ”kryber baby væk” fra maveskindet og vil lægge sig som stjernekigger.
Alt dette er naturligvis ingen garanti for hverken hovedstilling eller ukompliceret fødsel, men det giver væsentligt bedre odds og kræver nærmest ingenting.
Derfor, hvis du kender nogen som er gravide, så del gerne dette indlæg med dem - det kan betyde virkelig meget for deres fødselsoplevelse og første tid som mor.